Majs frø

Lær at dyrke og håndtere dine egne majs med denne guide i majsdyrkning. Se mere nedenfor → → →


Spar {{product.SalePercentage}}%
{{product.Title}} {{product.Title}}

Hvilken slags majs kan jeg vælge imellem?

Til salg i Frøbutikken kan du vælge mellem forskellige sukkermajs, og der er forskel på dem.

Først har vi den kendte gamle sort Bantam, som alle majsdyrkere kender. Den er fra år 1898 og har altid været med i sortimentet her. Den har søde og saftige majskerner, som vi godt kan lide. Majsplanterne bliver høje, og har du et sted i haven, hvor naboen ikke skal glo ind, så kan du sætte disse flotte planter lige i kighullet. Bantam majsen går under betegnelsen standard majs. Der går ca. 90-95 dage fra såning til høst.

Vil du have endnu sødere majskolber, er det også muligt. Earlibird majsen ligger i kategorien super søde, og smager du de forskellige majssorter op mod hinanden, kan du tydeligt smage forskel på sukkerindholdet. Earlibird er en F1 majs, og samtidig med, at man har skruet op for sukkerindholdet, har man skruet ned for højden på planterne. De bliver kun 100-125 cm. høje, så det gør den mere velegnet i almindelige villahaver.

Tasty sweet majsene ligger i kategorien ekstra sød, og er de en smule sødere end Earlibird. Det smager du nok ikke, hvis du bare dyrker dem og spiser dem. Men hvis du dyrker dem og spiser dem samtidig, kan du tydeligt smage forskellen på sukkerindholdet. Tasty sweet bliver også høje planter. 170 cm. Fra du sår frøene , går der typisk 75-80 dage, til du kan høste dine kolber.

 

Hvornår er majskolberne modne?

Når de lyse fimrehår ved kolberne bliver mørke, kan du begynde at sætte næsen op efter de gode sager, men inden da kan du lige forsigtigt linde på de grønne dækblade og forsigtigt sætte en negl i en af kernerne. Her skal der gerne komme mælkeagtig saft ud. Er saften mere vandagtig, kan du bare lægge de grønne dækblade tilbage omkring kernerne og prøve igen nogle dage senere. Klemmer du om hele kolben, lærer du også med tiden at kunne fornemme, om den er fyldt godt ud med kerner.

Bantam er moden efter 90-95 dage, Tasty sweet er moden efter 75-80 dage, og Earlibird majsene er modne ca. efter 85 dage.

Gode naboplanter til majs

Bønner, courgetter/squash og majs har altid været nævnt som gode naboplanter. Det er de i princippet også, da de hver især kan støtte de andre, men du skal også være opmærksom på ikke at sætte hele området omkring majsene til med grådige planter som squash/græskar, da der så bliver for mange om føden.

Hjælp mine majs får lyse blade

Hvis dine majs ikke får næring nok, fortæller de det ved at vise dig nogle lysegrønne blade. Giv dem noget gødning og sørg for, at de også har vand. I særligt tørre perioder må du gerne give dem en ekstra slurk, for deres rødder er ikke ret store og kan derfor ikke selv hente vand op fra de underliggende lag.

 

Hjælp der er ingen kerner i mine majs

Hvis kolberne er dannet, og de bare forbliver tynde, kan du linde på de grønne dækblade og vil så se, at der er enten udviklet ingen eller ganske få majskerner. Det er jo rigtig ærgerligt, når det nu lige var det, du var ude på at få. Det skyldes, at hunblomsterne ikke er blevet bestøvet af hanblomsterne. Hunblomsterne er de lange fimrehår, der hænger ud af kolben, og hanblomsterne sidder i toppen af planterne. Disse sidstnævnte danser så smukt i vinden, når den rører på sig. Der vil selvsagt være større chance for god bestøvning, hvis du sætter planterne i grupper fremfor på en række.

 

Såvejledning

Majsfrøene forspirer du indenfor i april-maj og udplanter planterne i haven fra juni. De sås i en dybde af 2 cm. Du kan fint så flere sammen i en større potte, hvor du så bare senere ved udplantningen forsigtigt skiller planterne ad. Dette gøres nemmest og bedst ved at gøre jorden fugtig først. De skal udplantes med en afstand på ca. 40 cm.

For at have friske majskolber i en længere periode kan du så dem ad flere gange, så modningstidspunket også bliver forskelligt. Alternativt kan du så samtidig og så forskellige sorter med forskellige høsttidspunkter.

 

Tilberedning af majs

 

Fjern de grønne dækblade og alle fimrehårene under rindende koldt vand og knæk kolberne over på midten. Læg dem i en stor gryde med vand og salt og kog vandet op. Når det koger, skruer du ned på lavt blus og lader dem koge færdigt 10-12 minutter. Vandet hældes fra, og majskolberne serveres med smør, som hver enkelt lader smelte på kolben.

Foretrækker du at grille majskolberne, gør du det en smule anderledes. Her bøjer du de grønne dækblade tilbage og fjerner fimrehårene. Bagefter bøjer du de grønne dækblade på plads igen og lægger majskolberne i en stor gryde med vand en halv times tid. Så suger de vand, så der ikke så let går ild i bladene. På grillen vendes de rundt ca. 15 minutter, inden de serveres med en god hjemmelavet dressing eller bare smør og salt.

 

Sund eller usund?

Lad os begynde med at slå fast, at grøntsager er sunde for os. Nogle grøntsager er der meget ”krudt” at hente i for os mennesker, mens andre grøntsager nogle gange ikke har den helt store værdi som f.eks. grøn salat, hvis den bare bedækkes med en billig fabriksfremstillet dressing. Men vidste du, at majs har et højt proteinindhold, når man sammenligner dem med de før nævnte grønne salater. Udenfor sæsonen må vi ofte kaste os over majs på dåse, og her er der 3,1 gram protein pr. 100 gram, mens de majs, som du lige henter ind fra haven, har et indhold på 3,7 gram pr. 100 gram. Så hvorfor så ikke tage, hvad du kan få med på vejen. Især når det samtidig smager fantastisk.

Majs mætter meget, og majskolberne har et kalorieindhold på 91 kalorier pr. 100 gram.